I 1888 broderede Augusta Valentin et billede som blev vist på Verdensudstillingen i Paris 1889

af tine den 31. august 2012

 

Broderibloggen er så heldig, at have haft en “researcher” ude i sommerlandet, og det er der kommet denne sjove historie ud af:

Tekst og foto:  Rikke Ruff, Brodøse og Tekstillærer

KUNSTBRODERI : Palmelunden med aber.

Det fantastiske broderede billede fra 1888, som måler 2 x 2 meter, er udført af Augusta Valentin.

 

 

På Samsø var en pige – som i den grad kunne MEGET MERE, end blot at være datter af den førende indehaver og grundlæggeren af Købmandsgården i byen Ballen på Samsø.

Augusta Valentin er født d. 28. August 1843 og døde i 1915 –  71 år  gammel. Denne professionelle brodeuse gav mig, ved et lykkeligt tilfælde, en kraftig øjenåbner denne sommer.

Købmandsgården er i dag omdannet til bl.a. et museum og impulsivt tog vi en rundvisning uden at ane hvad vi havde i vente…

I det første rum vi trådte ind i, hang et gevaldigt broderet billede,eller rettere, det stod rent faktisk på gulvet i det lavloftede lokale.Broderiet havde sin helt egen og ganske unikke historie. Broderiet var for nylig blevet familiesammenført med Købmandsgården igen.            

Augusta Valentin, der for over 124 år siden broderede dette Palme- ogAbe-motiv, var en anerkendt kvinde, der dels broderede professionelt, men også underviste og ikke mindst fik udstillet sine værker i både ind- og udlandet. Augusta har tilmed været indehaver af flere broderi-butikker i København, hvor hun bl.a. broderede fagforeningsfaner. Augusta har sejlet til Kina med sin mand, der var skibsfører .Hun valgte at lade sig skille fra ham, da han var voldelig og fordrukken. Hun må virkelig have været et forbillede for de spirende emanciperede kvinder i hovedstaden.

Det store Palmebillede blev første gang udstillet i 1888 på Den Nordiske Industri og Kunstudstilling, hvor hun fik en vinderpris. Året efter blev værket udstillet på Verdensudstillingen i Paris, og i 1893 fik Augusta Valentin en æresmedalje på Verdensudstillingen i Chicago. Sådan !! – et Kunstbroderi der vil frem i verden.

 

Billedet bliver benævnt som: tapisserie i optegnelserne.

Alle farver er naturligvis falmede. Stoffet er silke og der er broderet med uldtråd. Nuancerne ligner i dag brun-grønne plantefarver. Motivet er en Palmelund med et utal af aber der slynger sig mellem hinanden – et temmelig syret billede, vil jeg mene.. 

Teknikken er: Kunstbroderi. En variant af fladsyning; Schattérsyning med korte og lange sting der syes ind imellem hinanden samt splitsting. Stingene skal efterligne penselstrøg og følge motivets form ofte med reliefvirkning. Meget effektfuldt og en yderst krævende broderimetode, med naturalistisk forbillede. 

Det magiske ved dette exceptionelle billede er;  at det har været forsvundet eller bare været borte fra bevidstheden. Købmandsgården har kendt til dets eksistens, men havde efter alle disse år regnet med, at det for længst var gået tabt. Sidste år, 2011 blev de imidlertid kontaktet af en kunsthandler, der var i besiddelse af Augusta Valentins kreation.

En ren gyser historie. Billedet er genfundet og nu genforenet med: Den gamle Købmandsgård på Samsø, hvor Augusta er født og opvokset for 169 år siden.

Købmandsgården/museet har tidligere haft held med at få fjernet bagbeklædningen på andre af Augustas billeder. Dette, for at komme ind til de oprindelige farver -  som kan være at finde på bagsiden, hvor de tildækede garner ikke er bleget af lys og tidens tand – måske det også bliver en realitet for Palmelunden !

 Rikke Ruff – Brodeuse – Halsnæs.  August 2012.

 

 

 

 

 

 

Skriv en Kommentar

Tidligere Indlæg:

Næste Indlæg: